'Jordbær Christian' 

Hans Christian Nielsen 

25. juni 1890 – 9. september 1961.

Personalhistorie og lokalhistorie ”fra før alting blev standardiseret”

Fra mit køkkenvindue kan jeg se et lille idyllisk sted, tværs over marken.  Det var der 'Jordbær Christian' boede. Dyssevej 14. Det vidste jeg ikke noget om de første syv år, jeg boede her i Hugkrogen. Så heldigvis fortalte min nabo mig lidt om 'Jordbær Christian'. Det var i 2001.

Hygiejne og husbestyrerinder

'Jordbær Christian' havde altid problemer med at få en husbestyrerinde. Han havde så fundet ud af, at han nok blev nødt til gøre noget ved hygiejnen i sit hjem, så han går op til købmanden i Orup, Olga, og køber et vandfad og et stykke håndsæbe.

Der kommer da også en kvinde og ser på pladsen, men ak, ligesom de forrige ansøgere, tager hun den første rutebil videre.

Næste dag går Christian op til Olga med vandfadet og håndsæben, og siger

-Jeg vil gerne bytte det her tilbage igen. 

- Ja, siger Olga, vandfadet kan jeg godt ta’ tilbage igen, men håndsæben den får du beholde! 

- Den er ellers ik´ uden brugt én gang……

Jeg var straks klar over, at her måtte være en åre med  flere gode historier. Jeg begyndte at spørge rundt i nabolaget og fik flere historier.. Jeg fik ved et stort lykketræf et bånd fra en af de trofaste lyttere fra vores fortælle arrangementer på Vandrerhjemmet i Faxe, hvor onkel Theodor fortæller ”jordbærhistorier”. Det var et gennembrud!  Onkel Theodor fortæller om 'Jordbær Christian', i den rigtige sydsjællandske tonart.  (Når gengivelsen skal være meget direkte på lydoptagelsen skriver jeg ”Kresjan”)

Jeg fortalte nogle historier i forsamlingshuset i Roholte og kom hjem med dobbelt så mange. Sådan har det også været hver gang,  jeg har fortalt på ældre-centrene i omegnen: Hver gang kommer jeg hjem med flere historier end jeg drog ud med.  Det jeg først troede var en åre viste sig at vær en guldgrube!

Jeg bliver altid selv i godt humør af ”jordbærhistorierne”. Det er som om sindet finder hvile i disse beretninger fra tiden før alting blev standardiseret, og der var mere plads til originalerne, i lokalsamfundet og på arbejdspladserne. (”Det er fordi, du også selv er en original!”, fik jeg engang at vide…det vidste jeg godt.)

Jeg håber med mit arbejde med Jordbær 'Jordbær Christian' at inspirere andre til at få optaget historierne med de gamle i familierne. Vent ikke til det er for sent….. Der er lidt dannefæ over hver eneste beretning om gamle dage. Og husk børnene elsker at høre om dengang vi andre var nogen små skarnsunger! 

Jeg har altid mikrofonen klar efter mine fortælleforestillinger.  Ofte er det mere relevant at lave en aftale og vende tilbage en anden dag. Folk foreslår mig at opsøge bestemte personer, som kan fortælle. Enkelte gange vil de ikke. Nogle gange kan de ikke huske noget. De fleste gange er en åbenbaring! 

Jeg har interviewet adskillige ’gamle’  nabodrenge, som har fortalt om Christian.

Jeg arrangerede en ”jagtfrokost” hvor jeg optog snakken om Christian. 

Engang blev jeg stoppet af en mand, der kom kørende i modsat retning på vejen mellem Vallebo og St. Elmue,  ”Jeg hører, du samler historier om 'Jordbær Christian', Nu skal du lige høre….”

Én anden gang blev jeg kontakten af en dame i brugsen. ”Du skal tale med min far”, sagde hun. ”Mine bedsteforældre var forstanderpar på Roholte Alderdomshjem, hvor Christian levede den sidste tid”.  Det blev til et langt interview, hvor jeg bl.a. fik opklaret hvordan de havde fået Christian i bad….

Renskrivning af optagelser.

Jeg har haft en sekretær ansat til at renskrive mange timers optagelser om Christian. Det letter overskueligheden og muliggør sammenligning af forskellige varianter af samme anekdote. 

En meget stor tak til alle, der har vist mig den fortrolighed, at fortælle mig deres erindringer om 'Jordbær Christian' og hans tid. Tak for lån af fotos! En særlig tak til Svenn Johansen, der var nabodreng til Christian, for rigtig mange historier og Hanne Johansen for at have renskrevet en masse bånd.

Der er en meget stor lokalhistorisk interesse i Roholte Sogn. Familie og Samfund udgav i 2007 et imponerende værk på 123 sider: Udstykningerne på Lindersvold.  Den lokalhistoriske interesse har også været båret oppe igennem en lang menneskealder af Karen Hansen, (født……død…….) som bl.a. fortalte om ”Den Onde fru Merthe på Lindersvold”. Jeg har været med til at bevare en stor samling lyd og videobånd med hendes fortællinger. Der er fem videobånd til udlåns i Roholte Bibliotekscafé.

 Bipersoner

Der dukker jo så også flere originale personligheder op som bipersoner i ”jordbærhistorierne”. Anna fra Hugkrogen, som altid gik og strikkede. Erna, som havde tricotageforretningen i Orup, Jens Lyn og mange flere. Ligeledes har jeg fået belyst historien om mit eget sted her i Hugkrogen.

Etik

Jeg har fra starten af været opmærksom på, at jeg skal være meget forsigtig, når jeg fortæller historierne om  'Jordbær Christian'. Han har ikke selv noget efterlevende familie, men bipersonerne i historierne har masser af familie! Og jeg skal ikke som historiefortæller løbe med sladder!  Jeg skal vise respekt for alle implicerede.

Hvis der er noget følsomt, genfortæller jeg det i anonymiseret form. En gang på et ældrecenter fortalte jeg en anekdote om Christian, hvori der indgår at en mand i nabolaget var kommet i fængsel for et svindelnummer.  Bagefter kom en herre hen til mig med et stort smil og sagde ”Det var min bedstefar!” ….. puha, godt jeg havde lavet om på navnet! Også her fik jeg tilføjet flere detaljer.

Etik drejer sig om respekt, og jeg synes faktisk at vi skylde vores gamle den respekt, det er at lytte til deres historier! Ethvert ældrecenter burde have sit eget optageudstyr. Man kunne lade skoleelever optage historier med de gamle.  Hvorfor skal det i øvrigt være fint, at kalde de gamle for ”ældre” ? Så gør man dem endnu gamlere.

Formidling

Mundtlig fortælling. Der er ikke påtænkt udgivet mereskriftligt end de følgende smagsprøve,

Eksempler på ”jordbærhistorier”

Det følgende er kun en lille brøkdel af alt det kildemateriale, jeg har samlet om 'Jordbær Christian'. Lad venligst være med at kopiere det bortset fa til eget brug.  Det kan være at jeg får nye informationer, som nødvendiggør rettelser.  Jeg bruger mest de direkte båndudskrifter og nævner mine hjemmelsmænd, for at vise arbejdsgangen.  Der ligger utroligt mange dejlige timers arbejde i sådan noget.

Navnet

'Jordbær Christian' havde navnet efter sin far som blev kaldt Jordbær Jørgen. Det kom sig af at konen var jordmoder, og han blev så kaldt Jordmorjørgen, det blev så med tiden forvansket til Jorbærjørgen. Da Christian var dreng, blev han kaldt  Jordbærjørgens Christian. Da faderen var død blev det så efterhånden til 'Jorbær Christian', men mange gamle mennesker husker ham stadig som Jordbærjørgens Christian.

 Jordbærjørgen

Min ældste kilde er Nete, Agnete Gyrithe Marie Sørensen på Lindevejscentret i Faxe. Hun er født d. 17. okt. 1916. Hun boede på nabogården Skovlund, da der stadig var husvildebolig, eller fattiggård, der. Hun var gift med en navnkundig mand, der blev kaldt Jens Lyn.  Som ung pige kom hun meget hos Christian. Hun fortæller, at Jordbærjørgen en gang om ugen læssede vognen med grøntsager fra haven og kørte ind til Grønttorvet i København. Det vil sige at for at skåne hesten gik han ved siden af vognen hele vejen, så han har ikke kunnet få meget søvn inden afrejsen. Til gengæld kunne han sidde og sove i vognen på vej hjem for hesten kendte selv vejen. (Jeg har i det jeg skriver dette ringet til Nete og spurgt om jeg nu havde forstået det rigtigt, var det ikke bare Køge, han kørte til, men Nete bekræfter, det var Købenahavn!)

Nete fortæller også, at om vinteren gik fårene i et værelse inde i stuehuset.

Dengang var det jo ikke så ofte, man fik et nyt sæt tøj. Onkel Theodor fortæller hvordan det gik til engang Jordbærjørgen skulle have et nyt sæt tøj.

Trine sypige, hun skulle sy et sæt tøj til Jordbær Jørgen. Han havde fået fat i noget  stribet olmerdug.. Så skulle hun sy et sæt tøj af det her olmerdug og striberne skulle selvfølgelig gå på langs. Og så Christian Hansen derude fra, Erik Hansen i Elmue, hans farbror, Kristan Hansen havde så opdaget at Trine skulle sy et sæt tøj, og så var han i lag med hende, hvad hun skulle ha’ for at sy et sæt tøj til Jørgen? Det var ikke uden nogen få kr. hun skulle ha’. Så sagde han så, jeg vil gi’ dig ti kr., sagde han, hvis du vil lave det sådan, at striberne de går den anden vej. Det gjorde hun så. Jørgen gjorde noget vrøvl, det var ikke meningen striberne skulle gå på tværs!. Ja, det havde hun altså forstået. Det var en møjklat, han fik lavet der, slutter onkel Theodor. 

Vi ved ikke meget om moderen, for hun døde ret ung. Den eneste anekdote er denne her, også fra onkel Theodor 

Brønden

Det var jo Jørgen, altså Kresjans far, de ville jo drukne Kresjans mor i brønden, for at hun havde sagt luseknækker til Jørgen, Kresjans far. Så hittede de på, at nu sku hun fanden ed’me druknes, så eh hent revet Kresjan, sagde han så for at nu ska’ hun druknes. Det var alvor. Ja, fand’me var det alvor. Kresjan han fik fat, han kom med et reb og de slog rebet omkring livet på hende. De havde såd’en en åben brønd med sving på og rebet på midten her. De hejste hende ned i brønden, da hun var kommet ned, så hun sad i vand såd’en op til livet der, så råbte Jørgen.

-”Hvad siger du så?” 

-”Luseknækker”, sagde hun så.

-”Giv hende lidt mere Kresjan” og så hang hun i vand til over livet, hvad siger nu?

-”Din luseknækker”, sagde hun.

-” Giv hende lidt mere”, sagde han så og så røg hun ned så hun sad i vand til halsen, så    råbte så Jørgen igen.

-” Hvad siger du nu?”

-” Luseknækker!”

-” Ned med hende, Kresjan!” og så røg hun ned, så hun fik hovedet under vandet.

-”Hvad siger du nu?, ”råbte han, men så kunne hun ikke sige noget, så hun rækker den ene hånd over vandet og knipser, som om hun knækker en lus

-”Kresjan hejs hende op, hun har fand’me de nye træsko på.”…

Jeg fortalte historien i Roholte Forsamlingshus og sagde at det var helt sikker en skrøne, som minder lidt om et norsk folkeeventyr. Men så kom Palle Hansen i pausen og fortalte mig, at der faktisk var noget om den historie, men det var Christian, der blev dyppet.  Det har Svenn Johansen bekræftet:

Det siges at Christians far Jørgen kunne finde på, for at drille moderen, at gøre forskellige ting, blandt andet kunne han finde på at binde et reb om livet på Christian og sænke ham ned i brønden, de havde sådan en åben brønd jo med rækværk om. Men så da Christian nåede ned i brønden, kom han i tanker om, at Christian lige havde fået nye træsko, så gik det jo ikke og så måtte Christian jo op igen, så han lige kunne slide de nye træsko op først, inden han druknede Christian. Christian har vel lavet et eller andet lille nummer, som vi andre vel også gjorde en gang imellem og så, det har jeg hørt om det der. Det kan godt have forekommet flere gange, det var altså for at drille Christians mor, sagde man, så gjorde han det der den gamle, Jørgen Nielsen, hed han. Det er forståeligt nok at Christian ikke var så glad for vand efter at hans far havde hejst ham i brønden.

Helge fra Nordgården har fortalt mig hvordan brønden så ud:

Der var en stor kampstensbrønd ude i gården, der var indhegnet med sådan et rækværk rundt omkring. Der gik hønsene jo sommetider.  Det kunne så godt ske at der var en høne, der faldt derned og druknede, den kunne jo ikke komme op. Den lod Kresjan bare ligge. Der lå sommetider en høne, når man gik hen og kiggede ned der. Så var der sådan en vippebrønd, når man hængte en spand i, så kunne man så få den op. Det tog Kresjan ikke så højtideligt, fordi der lå en høne dernede og var død, det tog han sgu’t så højtideligt, han pillede den sgu’t op.

Ansøgere til jobbet som husbestyrerinde:

Jeg har fået to forskellige beretninger om karle, der havde klædt sig ud som kvinde for at søge plads hos Christian.

Sønnen på nabogården har fortalt mig om Christians problemer med at få en husbestyrerinde:

Det havde han osse mange spektakler med, det kan jeg osse huske, vi havde en ka’l engang der hed, det var mens Mogens, han var derhjemme og så havde vi en ka’l der hed Birger. Så fandt de jo ud af en aften, de skulle prøve om de kunne fæste ham, som husbestyrerinde ovre hos Jordbær Kresjan, det var så’en en sommeraften. De fandt på de utroligste ting derovre på gården. Så blev Birger blev klædt ud, som en dame og så gik vi over, Mogens, mig og så Birger, vi gik så over til Jordbær Kresjan. Han sad jo inde i stuen og  Mogens sagde:

-”Vi har lige fået besøg af vores tante her, hun vil morderlig gerne være husbestyrerinde her.”

Nåh ja, det var Christian jo med på og de sad og forhandlede om løn og alt muligt og hvornår hun kunne begynde og alting. Nu kan jeg ikke huske hvor meget hun skulle ha, men han var jo meget påpasselig med penge, så det har nok ikke været den store hyre, hun kunne få. Nåh, men det er også lige meget, i hvert tilfælde så syntes Mogens lige pludselig vel, at nu var det nok, så tog han trak lige tørklædet af Birger der.

-”He, He,” sagde Christian, ”det er jo en mand.” Og så kunne han jo kende Birger med det samme, jah det var meget skægt, sådan var den. Det var sådan en lille husbestyrerinde historie. Han var midt i 50-erne, da vi flyttede ind på gården, hvorvidt om han har været forlovet tidligere, det ved jeg ikke.

Malkning

Så når mørket var faldet på, i hvert fald om vinteren, det kan jeg osse huske, når man kom derover, så sad han jo og malkede, klokken var henad en syv - otte stykker om aftenen, så sad han jo derude og malkede, med flagermuslygten den hængte på sømmet der. Så lige pludselig så sad han og faldt i søvn, det var han meget slem til, når vi nåede aften, så var han vel træt og så han havde altid så’en en cigarstump i munden og den tabte han jo ned i mælken, og så nåh den kunne han ikke bruge mer’, så smed han den væk. Det var jo ikke særligt hygiejnisk, det kan man ikke sige, men altså så’en var det, fortæller Svenn Johansen

I nabolaget i Orup Tykke boede Aksel Poulsen.  Onkel Theodor fortæller, at Aksel Poulsen kom forbi en aften, der var lys i stalden, så  gik han ind for at kigge, og så at der sad Christian  og sov der på malkeskamlen med mælkespanden mellem benene. Så rømmede Aksel sig og sagde

-”Du sidder jo og sover Kresjan”. 

- ”Nej, jeg sover inte”, sagde han og så tog han sig til håret, 

- ”Hvor er hatten?” 

- ”Den ligger i spanden”. 

- ”Nåeh,” så samlede han den op, 

- ”Mon jeg blev færdig med at malke koen”? 

- ”Ja, det troer jeg nok. Koen har lagt sig ned,” sagde Aksel Poulsen.

Engang var Christian også faldet i søvn under et spil kort ovre på nabogården, og cigaren var faldet ned i ”krattet”  under skjorten. Der gik brand i det, så der måtte hældes vand på. Da blev Jordbær Christian vækket med både ild og vand…

Tørvegravning

Svenn Johansen fortæller: Jeg kan huske mens jeg var dreng, det har været så’en først i 50’erne, da havde vi en ka’l ovre på gården, han hed Niels, det var så’en en rask fyr og stærk var han jo. Og så om sommeren der, så sku’ Jordbær Kresjan der, han sku’ jo grave tørv i sin mose ovre ved Tykken. Så var Kresjan jo ovre og i lav med os. ”Ka’ I ikk’ hjælpe mig og grave tørv i aften”, joh det kunne vi jo godt, så skulle Niels og mig jo derover. Ja Niels han hoppede jo så ned i tørvegraven der og gravede tørvene op, og jeg skulle så være med og læsse dem op. 

Christian havde sådan en tørvejumpe, kaldte man det, så’en en vogn ligesom et stort badekar. Der skovlede vi tørvejorden op og der blev så tilsat noget vand.    Så  var der nogen arme inde i badekaret der, som kørte rundt, når han kørte. Så kørte han med hesten, så’en en tur rundt og så blev det æltet og så kørte han hen ved de forme han havde, så’en nogen store trærammer med rum i. Så kunne han tippe tørvejumpen, og det der var æltet, det væltede så ud på formen.

Han havde så et bræt med en stage på, som han kunne jævne det ud med, så det blev fuldstændigt jævnt oven på de forme der. De passede til en tørv i højden. Så lå det der og tørrede i solen. Der var nogen håndtag på  formene. En dag eller to efter, lettede han formene og så lå tørvene der.  De blev  stillet op i sådan nogen små stakke. Det var jeg også ovre og være med til. Så ringede han over til min far,

-”Kan du ikk’ sende dre’gen herover, for vi skal lige have røjlet de tørv der”, det hed det, at man røjlede tørvene. Så skulle jeg over og røjle tørv. Jeg skule osse være med og læsse dem, når han skulle køre dem hjem og bære dem ind i laden. Alt det jeg har lavet derovre,

-”Jahe, du skal ha’ 25 øre for’et”, sagde Kresjan så.

-”Nej jeg vil ha’ 50” sagde jeg.

-”Nej, du får 25, du kan ikke få mere end 25,”sagde Christian. Nå, det var der ikke noget og gøre ved. 

Udtrykket at ”røjle tørv” er den del af processen, hvor man tager dem ud af formene, som dannede tørvestykker på ca 10 x 15 cm, og opsætningen i runde kegleformede  stakke på en halv meter i højden. De fleste andre var holdt op med at lave tørv, da krigen var forbi ti år tidligere.

Håndtering af kornneg

Når Christian fik mejet kornet og det lå i neg, så stillede han det op i Bornholmerstakke, kaldte han det og det foregik ved, at han stillede to neg op ad hinanden sådan ligesom når vi stillede det op i hobe. Han stillede to neg op og så fortsatte han så med at stakke dem op, sådan med toppen i vejret og så blev der en stor stak, ja så højt som han kunne nå. Det var Bornholmerstakke, altså om de stammede fra Bornholm, om det var noget der var importeret derfra, det ved jeg ikke. Han averterede med det i avisen, at han ville køre ud og undervise i det der, men folk grinede jo bare. Det kan da godt være han har været uden nogen steder, det har da bare været for morskabs skyld, at de har ringet til ham, han var jo kendt over det meste, ja hele Sydsjælland i hvert fald. Men jeg har set ovre hos Jens Bøje, han har brugt det, han høster jo rug til langhalm, eller gjorde, nu gør han det vel ikke mere, han havde stakket det på samme måde. Det var Christians patent det der, det gik han meget op i, det var meget bedre end den måde, vi andre stillede korn op på. Vi stillede det jo op i hobe/traver.

Bornholmerstakkene havde den fordel, at kornet kunne stå i længere tid. Det vil sige man kunne høste lidt tidligere og lade kornet stå og modne færdigt i stakken. Det var netop meget vigtigt, når man skulle lave langhalm til tækning, at kornet ikke blev mejet  når det var over modent, for så duede det ikke.

Jordbær Christian på Roholte Alderdomshjem. Endelig kom han i kvindehænder.

Nytårsløjer

Der var en nytårsaften, hvor karlene fra Orup havde været oppe og lave løjer. Christian lod som ingenting. Karlene havde taget hans redskaber og sat dem rundt omkring på marken. Christian lod som ingenting. Næste morgen fik han fat i én af karlene, som måtte få fat i de andre. Christian ville gerne have sat sine redskaber tilbage. Det gjorde karlene så.

Og nu de var i gang, så ville Christian gerne have muget ud i stalden. Det gjorde de så også. Og nu de alligevel var i gang, så ville han også godt lige have kalket i stalden. Det fik han så også gjort.

-Han var durkdreven nok, fortæller Jørgen Jensen

Svenn Johansen fortæller: Jeg kan huske engang at vi kom derover nytårsaften, vi var tre gutter, der boede lige ved siden af, altså Aksel Poulsens søn og Niels Åges storebror og så mig, vi løb altid sammen og legede og spillede fodbold. Nytårsaften løb vi også sammen med de her lynkinesere og så skulle vi jo osse over hos Kresjan og vi kom jo osse derover, kom ind i stuen og han sad og spiste til aften. 

             - ”Nu må I ikke skyde herinde”, sagde Christian

             -  ”Nej, det kunne vi jo aldrig nogen sinde finde på”, sagde vi så,  men lige pludselig, så var der en der ved et uheld lige fik tændt en lynkineser. Der lød jo et brag derinde og Christian han foer jo op, og han var helt tosset. Og så løb vi jo selvfølgelig, ud gennem gangen og skulle ud af døren. Vi kunne høre han skramlede med en af de her vandspande, der stod der. Jens og mig, vi nåede at springe til hver sin side, da vi kom uden for døren, men det gjorde Jørgen ikke, Aksel Poulsens søn. Han fik en spand vand lige ind over sig, han var gennemblødt og lige ned i tasken. Vi havde sådan en skuldertaske, kan jeg huske, hvor vi havde krudtet i, så han var færdig med at skyde. Så gik vi jo hjem, han skulle jo hjem og have noget tørt tøj på og sådan noget,. Vi fik lagt krudtet til tørre og så måtte vi jo dele med ham. Senere på aftenen kunne vi jo skyde det af, der havde været vådt.

Jeg har fået fortalt, at der også var et andet tilfælde en nytårsaften, hvor drengene havde skudt en kineser af inde i huset, og var stukket af. Men næste dag fik Christian fat i én af dem og sagde at han ville ha 5 kroner af hver i bøde, ellers ville han melde det til politiet! Så måtte knægten rundt til kammeraterne og samle pengene ind. Og Christian har nok grinet smørret!