Gavtyvehistorier

 

Hvem er Karsten Mathiasen?

Det er ham med grisen...

Top

- Mit fortællerunivers tager bl.a. udgangspunkt i erindringer fra cirkuslivet, fra barndommen på den jyske hede og fra de ti år jeg var stilladsarbejder på de københavnske husfacader. Jeg var meget faglig aktiv. I en årrække var jeg sekretær i Stilladsarbejdernes Brancheklub. 

Mange af mine historier er autentiske. Jeg har været så heldig at have levet et dramatisk og spændende liv. Jeg har haft stor fornøjelse af at ride, køre på motorcykel og springe i faldskærm.  Jeg var igennem en årrække aktivist i venstresocialisterne. Jeg gik på RUC da der var mest ballade der.
Efter RUC-tiden blev jeg stilladsarbejder i ti år, og siden 1990 har jeg levet af at lave cirkus og leje telte ud. Se: www.cirkusbelladonna.dk

Jeg er klovn, kontormand og knyst i mit eget cirkus med speciale i grisedressur.
(En knyst er én der slår pløkkene i jorden.)

Jeg er bondedrengen, der blev cirkusdirektør.

I 1999 kom jeg til det punkt i mit liv hvor jeg simpelthen måtte ud og fortælle historier. Det var som en stærk indre trang, og egentlig føler jeg, at det er en endnu mere ægte kunst end gøglercirkusset.

Jeg har lavet mange ting, som er meget alvorligt ment, og jeg har lavet mange ting som er godt tosset… Jeg kan især godt li´ hvis der ligger en "højere mening" bag galskaben.
Jeg elsker når humoren bliver´ brugt i selvforsvar mod de stormægtige.
I år 2000 fik jeg diplom som uddannet latterinstruktør. I får ikke bare historier af mig: Jeg kan også lære Jer at grine af ingenting, hvis I har lyst til det.
Hvis man ta' r verden og livet seriøst, så er man nødt til at grine af det…

Efter grinet kommer alvoren med de dybt, dybt alvorlige historier om hævn og had, tilgivelse og forsoning. Jeg er med i en ’sammensværgelse’ om at finde de historier, som stikker deres små kæppe i hævnens og hadets hjul. Har også lavet en ’Tænketank for Tilgivelse’ www.tilgivelse.dk

 

Jeg har lavet en fotoblog, hvor du kan se mere. http://km52.tumblr.com/

Udførligt liv og levned:

Liv og levned kronologisk

Født 1952 I Klovborg i nærheden af Nr. Snede i Midtjylland.

1969 Realskole eksamen fra Nr Snede Centralskole

1969 - 70 Arbejder et år ved anlægsgartneri og landbrug

1972 HF-eksamen fra Ranum Statsseminarium

Rejser rundt i Europa og Cuba.

Arbejder i vinhøsten i Frankrig og nogle måneder på B&W skibsværft som stilladsrigger.

1973 – 80 Aktiv i Venstresocialisterne

1973 – 78 Kbh. Universitet og RUC. Samfundsvidenskabelig basisuddannelse og derefter nogle moduler i cand. mag udannelsen i historie. Projekter bl.a. om Inflationens grundlæggende årsager. Arbejderbevægelsen i Roskilde 1870-71. Forsker i de danske tysklandsarbejdere 1940-45. 

Læser lidt datalogi, kun lidt…

Har jobs som EDB-operatør, pedelmedhjælper, lærervikar, rengøringsassistent og plejehjemsassistent.

1980 Laver film om tysklandsarbejderne, Budget på 1,5 mil kr. Sammen med Therkel Stræde og Elisabeth Rygård ”Ta’ til Tyskland kammerat”

1979 – 91 Stilladsarbejder. En herlig tid…. 

Faglig aktiv. Laver historiske festskrifter. Sekretær i Stilladsarbejdernes Brancheklub et par år. Med-initiativtager til det nye Fagenes Fest. Får udgivet bogen om ”Stilladskonflikten i 1979” Har siden lavet ti CD-er med stilladsarbejderhistorier

1983 Starter uddannelse som faldskærmsspringer

1984 Starter græsrodinitiativet Folkedata for en progressiv anvendelse af EDB

1985 Lærer at køre på ethjulet cykel 

Premiere med ”Cirkus Sofie” i Østgrønland efter hundeslædetur fra Angmagassalik til Teniteqilaq sammen med lille datter Sofie.

 

1985 Starter børnecirkuset Cirkus Bella Donna, hvis optrædende artister i starten er mellem 5 og 10 år. Cirkuset underholder i en årrække blandt andet ved Købehavns kommunes sommerunderholdning og ved pinsekarnevallet i Kongens Have.

1986 Designer og får syet to-mastet cirkustelt på 230 m2. Det første telt ud af mange. Starter teltudlejning sehttp://www.cirkusbelladonna.dk/page3.html

1991 Professionel karriere som gøgler. Rejser Sjælland tyndt med succes forestilling, hvor børnene blandt publikum bliver inddraget.

1995 Flytter til et utroligt dejligt naturskønt beliggende husmandssted i Hugkrogen v. Fakse, der bliver basis for teltudlejningen og alt cirkusgrejet. De første minigrise lærer at køre barnevogn med tryllekaninerne. Her er plads til store arrangementer…..

1999 Første kursus i historiefortælling. Er blevet undervist af Carsten Islington, Svend Erik Eng og en hel række andre super fortællere. Har siden fortalt historier et utal af steder for det mest forskelligartede publikum. For børn og gamle. Firmakurser, arbejdsskurvogne, julefrokoster, fødselsdage, efterskoler. Jo mere speciel publikum er jo bedre bliver historierne. Starter fortællergruppen ”Fortællersyndicatet”.

2002 Lærer en minigris at spille computer

2002 – 04 Tar´ initiativ til Faxe Fortælle Festival i de smukke omgivelser ved Fakse Kalkbrud, og er igennem tre år primus motor i arrangementet.

2004 Initiativ til Tænketank for Tilgivelse – et udslag af gøglersind for at bidrage til mere fred i verden. Se www.tilgivelse.dk 

 

2005 Februar til maj: Ansættelse på SFO Møllevangsskolen som historiefortæller. Laver mange visionære eksperimenter med fortælling for børn og børn, der fortæller for børn. Børnene lærer empati gennem fortælling. Har udarbejdet rapport herom med titlen: ”Empati par excellence” 

Uddannelse i konfliktløsning: har gennemgået Center for Konfliktløsnings Grunduddannelse i Konfliktløsning, foråret 2005. Uddannelsen strakte sig over 120 timer og indeholdt:

•Forståelse og analyse af konflikter – deres personlige, samfundsmæssige, filosofiske og internationale dimensioner

•Indsigt i og ændring af konfliktmønstre hos den enkelte og på arbejdspladser

•Opbygning af et sundt, konflikthåndterende arbejdsmiljø

•Nedtrappende og afspændende kommunikation, herunder træning i ikkevoldelig kommunikation

•Mægling, dialog, vanskelige samtaler, supervision, teambuilding, feedback, mødekultur og andre konfliktløsende aktiviteter på arbejdspladser

•Konfliktløsningens faser og metoder, herunder håndtering af gruppekonflikter

Rejser til Kenya i oktober for at lære Forumteater i konfliktløsning hos Amani Peoples Theatre. Laver bugtalershow på Swahili.

2006 Starter året med at samle historier om Jordbær Jørgens Christian

 

Liv og levned – Aktiviteter emnemæssigt

- Og der er mere hvor det kommer fra…

Radioprogrammer

Har på ’Båndværkstedet’ lavet udsendelse om stilladsarbejdet ”Otte timer på afgrundens rand” samt en hel serie om Cirkus Tusindben.

Har medvirket to gange i Koplevs Krydsfelt på P1, første gang med en gruppe arbejdsløse, anden gang med en gruppe kammerater fra Stilladsarbejdernes Brancheklub. Plus en hel masse i regionalradio og lokalradioer. Har ’anonymt’ medvirket i Johanne Myginds P1 radio-dokumentar om ’Den seksuelle revolution’

Var research medarbejder for Erna Kraul/DR-regionalen i hendes store helaftensudsendelse om de danske tysklandsarbejdere 1940-45: ”Århundredets Kulhandel”

TV-programmer

Har deltaget i utallige TV-programmer med de små søde cirkusgrise. Go´morgen Danmark, Bubbers Snurre Snup, Camilla og Vera -Lørdagshytten , børne-melodigrandprix to gange, Nu ´det jul i Ribe bl.a.

Film

Har deltaget i intim scene i Freddy Thornbergs film ”Vi vil det hele”. En debatfilm om mænds seksualitet.

Er sammen med Therkel Stræde manuskript-forfatter til filmen ”Ta’ til Tyskland kammerat” om de danske arbejdere, der ’frivilligt’ tog arbejde i Hitlers krigsindustri. Vi valgte Elisabeth Rygård som instruktør.(Vist i DR/TV)

Er med i en autentisk! kampscene i TV-Lorry og filmen om påskestrejkerne i 1985.(Se punktet ’domfældelser’) 

Har på TV-STOP lavet et stunt med at køre rundt på gammel veteran BMW midt i København i meget autentisk gorillakostume. TV-STOP viste også filmsekvens hvor jeg udfører et tryllenummer i frit fald fra 4000 meters højde. (Med faldskærm på…)

Har i øvrigt en del gode ideer til sjove film. Bare spørg.

Billed-”kunst”

Har lavet en plakat for Fagenes Fest og noget grafik i forbindelse med Folkedata. Har fået ideen til valgplakaten med Foghs lange næse, som er gengivet i et utal af medier. Det blev begyndelsen til en føljeton af plakater der kommenterer statsmedisterens meriter. Har lavet andre satiriske collager. Er leveringsdygtig som kildevæld til masser af tegninger og collager, f.eks. terrorbekæmpelse illustreret som molboernes jagt på storken i kornmarken. Savner samarbejdspartner til en collage-serie om A.P. Møller som den hellige ko, der træder i spinaten….

Legetøj

Startede med at lave biler, kareter og kanoner til børnenes barbie – og actionman dukker - så kunne de lige pludselig lege sammen. Har senere haft en serie jobs i Bauhaus og professionelt lavet legetøj i butikkerne og vist kunderne hvordan de nemt og hurtigt kan lave legetøj i birk – og fyrfinérplader med elstiksav. Selv den mest fummelfingrede pædagog eller forældrer kan lære at lave nogle smarte ting. Det gik så senere over til at eksperimentere med at lave rollespilvåben af skumgummi og latex på en fiks og hurtig måde. Har lavet udstilling på Fakse Bibliotek med hjemmelavet legetøj. Tilbyder mobil udstilling og workshops.

 

Happenings

Har lavet en meget lang række practical jokes, happenings og dagsaktuel gadeteater, dels alene og dels sammen med andre. Emnerne har blandt andet været: Nej til EU-Unionen, kamp mod skruebrækkere, kamp mod nedskæringer på børneinstitutioner og kamp for FRED og kamp for en bedre regering. Alt kan udtrykkes på gaden på en festlig måde!

Domfældelser

Fik allerede som 16 årig den første fartbøde, for at køre på tunet knallert – uden bremser…. Har med skam at melde fået et par fartbøder mere… før klippekortet blev opfundet. Har i øvrigt modtaget bødeforlæg for ulovlig plakatopsætning, samt for at parkere en stilladsbil midt i et vigtigt trafikkryds i København under den store HT-strejke i 1984. Fik dom for vold mod embedsmand i funktion efter at have fået smæk af et helt politikompagni under ’påskestrejkerne’ i 1985 (Det er tilgivet)

Så er det selvfølgelig også blevet til en hel svada af P-bøder…

Bøger

Stilladskonflikten, Politisk Revys Forlag, redigering og færdiggørelse af bogen.

Jubilæumsfestskrifter til Stilladsarbejdernes Brancheklub sammen med stilladsarbejdernes festudvalg.

”Den såkaldte krig mod terror” – Endnu ikke publiceret. Manuskriptet bruges som baggrund for foredrag.

Folkemindesamling

Har interwievet og samlet fotos fra en lang række gamle gøglere og cirkusartister. En stor del af materialet findes på Det Kongelige Biblioteks cirkussamling. Hertil er endvidere afleveret en serie lysbilleder med affotografering af cirkusartisten Johny Guttenbergs fotoalbum fra et langt liv som artist og klovn, samt en stak båndoptagelser hvor Guttenberg fortæller om billederne. Rejste til Tyskland for at møde Johny Guttenberg kort før hans død. Har også mange timers optagelse med hans danske partner Elena Bune, hvor hun fortæller sit livs historie, især om hvordan det var at rejse rundt med cirkus i Tyskland 1940-45. Alt materialet med Johny Guttenberg og Elena Bune blev i 2012 overdraget til Cirkusmuseet i Hvidovre. Jeg havde ansat Mikael Fritze til at digitalisere materialet. Dansk Artist forbund gave et tilskud til dette.

Optagelser med stilladsarbejdere og deres fagforeningsformænd gennem tiden (Bl.a. Anker Jørgensen og John Mølgård)

Har sørget for kopiering og bevaring af et stort materiale af videobånd og lydbånd fra den store fortæller Karen Hansen fra Vindbyholt. Det kan lånes i bibliotekscafeen i Roholte, åben hver tirsdag og fredag 16-18. 

Arbejder med indsamling - og videre-fortælling - af historier om ”Jordbær Jørgens Christian” – En original personlighed fra Fakse-egnen

Kursusvirksomhed

Har meget erfaring i at lave kurser i latteryoga, historiefortælling, cirkusworkshops og workshops i legetøjsfremstilling.

Fortællefestival

Etablerer ”Fortællersyndicatet” i Fakse og er primus motor i Faxe Fortælle Festival i årene 2002-2003-2004. Er på forskellig vis medvirkende i fortællefestivalen som hver år i pinsen holdes i Forsøgscentret Lejre Se www.fortaellefestival.dk

Foredragsvirksomhed

Har erfaring i at lave foredrag om bl.a. Ikke Voldelig Kommunikation og ”Den såkaldte krig mod terror”. Kommer gerne ud og fortæller historier om - og lægger op til diskussion om et hvilket som helst samfundsrelateret emne.

Diverse

Har gennemgået kursus som latteryogainstruktør med den indiske læge Madan Katari, som er grundlægger af ’latterbevægelsen’. Har også deltaget i seminar med Patch Adams, som grundlagde bevægelsen med ’hospitalsklovne’.

Tænketank for Tilgivelse

Opretter i 2005 Tænketank for Tilgivelse

Se www.tilgivelse.dk

Historiefortælling

Cirkus og teltudlejning

Elsker at slå pløkke i jorden

Se www.cirkusbelladonna.dk

 

Liv og levned – Den Røde Tråd

Skal jeg præsentere mig selv på skrift, så har den røde tråd i min tilværelse været at overvinde frygten. Det er ikke fordi jeg synes det er noget særligt. 

Men jeg synes selv, at den største bedrift i mit liv er overvindelse af frygten.

Første gang jeg overvandt frygten, var da jeg kom ud af min meget store generthed. Som stor dreng kom jeg nogen gange til at stamme i anfald af generthed!

Og første gang jeg skulle være sammen med en pige, da var jeg godt nok noget nervøs! Den hjertebanken har fulgt mig siden….

Senere i mit eventyrlige liv har jeg overvundet frygten, som jeg har mødt den af og til gennem ti år som stilladsarbejder. Som faglig og politisk aktivist har jeg på klods hold adskillige gange oplevet knippelsvingende betjente og deres bidske hunde. Jeg har flere gange siddet på styret på en motorcykel ad de lodrette vægge i Steen Giphardts Dødsdrom. Jeg har overvundet frygten gennem et par hundrede faldskærmsspring fra op til 6 km højde og - det der fylder mest i mit liv - gennem over tusind forestillinger med cirkus og optræden med historiefortælling for det mest forskelligartede publikum, lige fra åndssvage til akademikere. Jeg ved ikke om det ene eller det andet giver det største adrenalinchok eller lampefeber.

Problemet er, at jeg ikke kan sige nej til et job, et spændende oplevelse eller …

Jeg har lavet mange solo happenings – og hver gang har jeg været frygtelig bange, men jeg har vidst med mig selv, at jeg ikke kunne leve med at give efter for frygten.

Jeg har også overvundet frygten for ikke at leve op til forventningerne, da jeg afbrød min akademiske karriere fordi jeg ønskede en sammenhæng mellem håndens og åndens arbejde. Jeg har skabt mig et arbejdsliv, hvor denne sammenhæng fuldt ud er til stede. Det gør mig til et helt menneske og det er præcis det, der giver mig forudsætninger for at tilbyde en vifte af forestillinger og workshops, hvor den røde tråd er: ”Der er ikke noget at være bange for – bare hop ud i det!”. 

Der er absolut intet hokus pokus i det jeg laver – heller ikke hvis jeg skal lære Jer at trylle - Det kan enhver lære… Jeg kan lære Jer at blive forfatter, skuespiller og koreograf I jeres egen livshistorie….. Bliv konge i eget kongerige!.

Mine virkemidler er Leg – Latter – Historiefortælling – Jonglering og en positiv livsindstilling.

Jeg er blevet mere rummelig med tiden. Jeg har oplevet sorger, tab og tragedier. Og jeg har oplevet konsekvensen af egne fejltagelser. Det, jeg er nået frem til indtil nu er: 

Den største menneskelige handling er at tilgive, og det har jeg så skabt en hel tænketank om. Tænketank er ikke for de tanketomme……. 

Jeg er hver dag taknemmelig for et smukt og dejligt liv. Amen.

 til toppen