Gavtyvehistorier

Omsorgsfortælling

 

Min definition er:

Vi bliver bombarderet med historier (ser film, TV, computerspil etc). Prøv og tag hver enkelt historie og spørg: ”Vil denne historie mig noget godt?” Hvis du kan svare ”JA!”, så er det en omsorgshistorie. Hvis svaret er nej, fordi du kan gennemskue, at denne historie vil prøve at få dig til at købe noget du ikke har brug for, gå ind for at krig er godt, at perkere er dumme etc. ja, så er det ikke en omsorgshistorie. Det er en afgørelse der kommer fra hjertet. 

En gammel indianer og hans barnebarn fulgtes en dag gennem skoven. Bedstefaderen sagde til sit barnebarn: ”Der er to ulve i mig, som altid kæmper mod hinanden. Den ene er glubsk og bedragerisk, mistroisk og beregnende. Den tænker kun på sig selv og under ingen andre noget. Den anden er venlig og tillidsfuld, hjælpsom og tålmodig. Den har let ved at tilgive og glæder sig lige så meget over andres medgang som over sin egen”. Barnebarnet spurgte: ”Hvem tror du vinder?” Bedstefaderen svarede: ”Den ulv jeg fodrer”.

Den ulv vi fodrer, den fodrer vi i høj grad med vores fortællinger.  Kommer vores fortælling fra hjertet, eller bringer vi løgn og sladder videre? Vil den fortælling jeg fortæller gøre mig noget godt? Vil den andre noget godt?

 To venner og én hest

En israelsk legende. Om betydningen af at undgå at skabe en ond historie. 

”Mellem Peul Folket i Afrika siges det, at der er en lille fred og en stor fred, men der er ingen lille uoverensstemmelse. Blot én tændstik kan brænde en landsby ned”

To mænd, naboer og venner, Nabek og Daggar, boede nær en stor ørken. Nabek havde en uforlignelig hest. Den var smuk og graciøs som en hjort. Dagar drømte om at besidde vennesns hest. Dag og nat, kunne han ikke stoppe med at tænke på hesten. Til sidst gik han til Nabek og spurgte om han ville sælge hesten til ham. Nabek sagde, ”jeg kunne  aldrig sælge dette dyr for alverdens guld og diamanter!”

Ude af stand til at kontrollere sit begær, besluttede Dagar at lave et trick med sin ven for at få hesten. Han klædte sig ud som tigger, dækkede sit ansigt, og gik ud og satte sig et sted ved en vejside, hvor han vidste Nabek passerede hver dag. Da Nabek dukkede op, begyndte Dagar at stønne og råbe om hjælp, og foregav at være tørstig og sulten. Nabek fik medfølelse med tiggeren, som så ud til ikke at kunne gå. Han satte ham op på hestens ryg for at bære ham til  markedspladsen.

Lige så snart Dagar var oppe på hestens ryg, snuppede han tøjlerne. Han sparkede til hesten, og råbte tilbage til sin nabo: ”Jeg er Dagar. Du får aldrig din hest tilbage!”

Nabek løb ikke efter Dagar, men råbte efter ham ”Dagar, stop et øjeblik. Jeg vil spørge dig om noget!” Da han vidste vennen ikke kunne fange ham til fods, stoppede  Dagar op. Nabek råbte: ”Du er ved Gud nu ejer af min vidunderlige hest. Men fortæl aldrig nogen, hvordan du fik fat i hesten!”

”Hvorfor ikke?” spurgte Dagar 

”Fordi hvis folk hører hvordan du narrede mig, ville andre måske aldrig stoppe op og hjælpe en anden tigger. Måske ville de lade en stakkel ligge og dø. Hvis denne historie bliver fortalt, kunne det skabe stor ondskab i verden”

Dagar lyttede og var tavs i lang tid. Så steg han stille ned af hesten og gav den tilbage til sin nabo. Sammen gik de tilbage til Nabeks telt og lave en aftale om fred og svor at være venner for altid. 

Inspirationen 

Jeg vil lige fortælle hvordan jeg blev inspireret til at lave eksperimentet med at fortælle historier en uge i træk på Hylleholt Ældrecenter, hvor der er mange handicappede ældre. Inspirationen kom fra Inger Lise Oelrichs bog ”STORYTELLING – en läkande kraft mellan människor” s. 4f. Jeg havde husket bogen forkert og troede det handlede om daglig fortælling, mens det i virkeligheden i bogen er en ugentlig fortælling ser jeg nu bagefter. Nu har i så fortsat med en ugentlig fortælling, og det er overkommeligt.  

Se menupunktet om GENERATIONSMØDER

Jeg har under forløbet reflekteret over, hvad jeg egentlig skulle sætte som overskrift over denne måde at bruge storytelling på.  Og fandt på at kalde det "omsorgsfortælling"

Det er genrebetegnelse, jeg har udviklet ud fra den intention jeg har med min foretagsomhed som kunstner, som fortæller,  forfatter og cirkusmand. Som menneske.  Jeg opfatter det selv sådan, at jeg har en oprigtig bekymring for næstens velbefindende. 

Ved omsorgsfortælling mener jeg en måde at fortælle på, som forener fortællekunstens muligheder for spændende og morsom underholdning med en omsorg for lytterne. En læggen vægt på at inddrage fortællinger som styrker lytternes selvværd og samhørighedsfølelse, samt fremkalde gode erindringer.

 Det er en prioritering af fortællinger som udvikler empati og rummelighed. Jeg holder særlig meget af historier, der er gode til at vise en vej til tilgivelse og forsoning.

Som jeg selv ser det, optræder jeg ikke for at fremhæve mit ego og vise mig som en 'stor' kunstner og netop derved tror jeg at mine forestillinger bliver bedre. (Når jeg bruger begrebet ”ego” er det i den mening Echardt Tolle bruger det) Min fortællerstil er uautoritær og spontan og jeg lægger vægt på det dybt anarkistiske og fandenivoldske (læs: systemkritiske) humør. Det sker, at jeg en gang imellem synes jeg kommer til at lave en dårlig fortælling, og andre gange har jeg følelsen af at gå på vandet.

 

Omsorgsfortælling for børn og gamle sammen.

En ”god” historie om en helt særlig omsorgsfortælling:
Jeg skriver dette for at inspirere andre til at komme ud af afmagten ved at sidde ved et sygeleje hos et menneske der har mistet talens brug, mens stadig kan lytte. Hvis ikke du kan nogle historier udenad, er oplæsning en god ide!

Jeg havde fortalt historier for de gamle på plejehjemmet i Karise. Da jeg var færdig med at fortælle historier, blev jeg klar over, at det faktisk var her min nabos kone bor. Hun har sclerose og jeg vidste godt hun var kommet på plejehjem, men ikke hvor. Vi er aldrig kommet sammen privat, men har altid snakket godt sammen. når vi har mødtes i Brugsen eller forsamlingshuset. 
Jeg fik så lov til at besøge hende på hendes værelse, og jeg fik at vide at hun ikke taler så godt, men at personalet brugte staveplader. Det var rigtig nok hun ikke talte særlig godt. Det virkede meget pinligt, at jeg ikke kunne forstå hvad hun prøvede at sige. Jeg prøvede at få en dialog i gang, men jeg måtte hele tiden gætte mig frem til hvad hun prøvede at sige, som hun lå der under dynen med et drop i armen.
Så tog jeg hendes hånd og begyndte at fortælle hende de mest morsomme historier jeg kunne komme på. Så grinede hun. Det var så dejligt befriende. Hun grinede af alle pointer. Så på den måde fik vi en dialog.