Gavtyvehistorier

”Projekt kommunal historiefortæller” 

Jeg har i årene 2009, 2010 og 2011 været beskæftiget som ”kommunal fortæller” i Faxe Kommune med en månedsløn på 35.000 kr. For det beløb har jeg lavet et utal af forestillinger med storytelling for børnehaver, skoler, biblioteker og ældrecentre. Jeg har selv lagt en masse arbejdstid oveni for det er jo svært at stoppe når man er allerbedst i gang.

Efter hver ”seance” har jeg fået udfyldt et responsskema, hvor jeg udtrykkelig har bedt om forslag til forbedringer. Det er meget rørende og lærerigt for mig at bladre disse mapper igennem.

Adskillige fortællere rundt om i landet har udbedt sig mit ansøgningsmateriale og jeg håber at der kommer lignende projekter i gang i andre kommuner. (Skriv endelig til mig!) Herlev kommune har i mange haft en kommunalt støttet fortælle praksis med bibliotekerne som ankerpunkter.

 I 2011 var der tilføjet et aspekt med storytelling for virksomheder, hvor jeg bl.a. lavede et arbejde med storytelling for Wennich VVS og Kloak, om den gode historie om at være social ansvarlig virksomhed i Faxe Kommune til brug dels for firmaet, dels for Faxe Erhvervsråd. 

Hermed et par citater fra min første ansøgning:

Jeg argumenterer for at ”Fortællingen kan blive en hjørnesten, én af flere bærende søjler i kommunens kulturpolitik.”:

Historiefortællingen er den ældste form for formidling af erfaringer og underholdning. Som kulturform har den fået en renæssance, fordi fortællingen er en lise for sjælen i en tid, hvor vi overfyldes med elektroniske input. Vi får inspirationer fra vore nordiske nabolande, og fra den engelsksprogede verden, hvor man er nået langt videre i brugen af fortællingen indenfor undervisning, socialt arbejde, fredsskabende arbejde, integration og på virksomhedsplan. 

Fortællingen kan samle på tværs af kulturelle forskelle, alder og socialt tilhørsforhold. Det er et spørgsmål om, at vælge de historier der samler. 

Vi viser os igennem vores fortællinger. Vi kan se på det lille barn, at behovet for  ”at vise sig” er fundamentalt. Når vi bliver større kan det blive lidt  odiøst: ”Nå, du skal nok rigtig vise dig!”. Men vi skal da vise os, ellers bliver vi jo ikke set. Den bedste side af os selv er den, vi viser for vores elskede.

Et firma, en by, en kommune og  et land har også brug for ”at vise sig” igennem sine fortællinger. Disse fortællinger skal være sande, ellers giver det bagslag.  ”Branding” er et modeord. Jeg vil hellere benytte det norskinspirerede ”omdømmeopbygning”.

 

Fortællekunsten er grundlaget for al teater, film og i det hele taget det at kunne begå sig. 

Dorte Futtrup siger: 

”Når barnet får adgang til sproget, bliver opgaven at skabe balance mellem  egne ønsker og forpligtelser overfor andre i familien. Det lærer hurtigt, at handling ikke er nok til at nå dette mål, men at fortælle den rigtige historie, at sætte sine handlinger i et legitimt lys er lige så vigtigt. Selv 3-4 årige børn kan bruge de rigtige fortællinger til at indynde sig, føre bag lyset, smigre, retfærdiggøre og fremkalde konfrontation. At få hvad man vil have, er meget ofte et spørgsmål om at fortælle den rigtige historie.”

Vi prøvede med Faxe Fortælle Festival 2002-2004 at profilere Faxe som ”historiefortællingens by”.  Vi var en gruppe, som vi kaldte ”Fortællersyndicatet”

Festivalen blev sponsoreret af kommune, amt, firmaer og  undertegnede. Budgettet var på 80.000 – 100.000 kr og fortællerne fik ”overenskomstmæssig løn”.  Festivalen var en kunstnerisk succes, og det var til stor sorg både for, publikum, fortællere og sponsorer, at den kun kørte i tre år. (Fordi jeg ikke havde tid til og råd at fortsætte som nærmest ulønnet primus motor)

Med tiden vil Faxe forhåbentlig kunne kaldes ”en fortællende kommune”