Gavtyvehistorier

Till Uglespil og andre gavtyve som Coyote og Hodja Nashreddin kan jeg holde lange foredrag om og fortælle i timevis. Her vil jeg fokusere på min første helt

Uglspil som skider…

Jeg fik et herligt julebrev fra Barcelona. Min barndomsven Ole Krog Møller sendte mig en lille plasticfigur, en piberygende mand med bukserne nede, siddende på hug parat til at skide. Hans hat ligner en nissehuse. Det er den traditionelle katalanske hovedbeklædning, en barretina. Spanierne kalder ham el caganer, skideren. Han betragtes af katalanerne som et frugtbarhedssymbol, han gøder jorden. De placerer ham i alle julekrybbeopstillinger med Maria og Josef og Jesusbarnet og de hellige tre konger etc.

Ikke så snart havde jeg fået den lille skider i hånden før fanden tog ved mig, og jeg havde i løbet af et par timer gennempløjet Till Eulenspiegel og genlæst samtlige nitten historier (ud af 96) hvor min helt laver en eller anden grov spøg ved at skide et upassende sted, eller få andre til det. Det er de historier, plus dem, hvor han ta`r pis på de gejstlige, som fortrinsvis er elimineret i de officielle Uglspil –bøger, som er udkommet i Danmark siden dengang, da Christian d. 4. helt forbød disse bøger. (Faktisk gør den ram stank af lort i historierne dem ret svære at fortælle, har jeg erfaret.)

At skidning er forbundet med frugtbarhedsdyrkelse er da klart! Jeg har også hørt, at i Kina var det almindelig høflighed at gæsterne sked før de gik hjem, for på denne måde, at bidrage til gødskningen af værtsfamiliens have.

Det er sjovt nok at se Uglspils skidning ud fra en frugtbarhedskult-vinkel. Den dag i dag dyrkes han som lidt af en uofficiel helgen i Lauenborg og omegn. I Möln, hvor han døde i 1350, står der en statue af ham med en strittende tå og en strittende tommel, og begge dele er altid blankpolerede. For man har stadig den tro at kvinder får børnelykke, lettere bliver med barn, hvis de polerer Uglspils strittende legemsdele. 

Således inspireret oversatte jeg i løbet af en uge lige efter nytår 2001 de følgende historier. Jeg var helt inde i en anden verden. Helt høj. Jeg glæder mig til jeg får tid til at fortsætte. Når jeg får tid, vil jeg kontakte et forlag for at få udgivet en komplet oversættelse. Jeg vil gerne stå i spidsen for en gruppe oversættere, der arbejder i fællesskab. 

Den bog jeg oversætter fra er Herman Bote: Till Eulenspiegel - Vollständige Ausgabe des Textes von Hermann Bote. Udgivet af Sigfried H. Sichtermann, som har forsynet bogen med over 100 sider videnskablige noter. I alt 358 sider. Insel Verlag 1978. Bogen erhvervede jeg på min pilgrimsrejse til Möln

Uglspil 2

Historien fortæller, hvordan alle bønder og bondekoner klagede over at den unge Uglspil var en døgenigt og en skalk: og hvordan han red bag sin far på hesten og stiltiende lod folk se sig i røven. 

Da nu Uglspil var blevet så gammel, at han kunne stå og gå, legede han meget med de andre børn. Thi han havde et muntert sind. Som en abe tumlede han rundt i puderne og i det høje græs, tilhan blev tre år gammel. Så beflittede han sig med alsken skalkhed, så at naboerne klagede til hans fader, hans søn var en skalk. Da tog faderen sin søn foran sig og sagde: "Hvordan går det dog til, at vore naboer siger, du er en skalk?" Uglspil svarede: "Kære fader, jeg gør ikke nogen noget, det vil jeg bevise klart. Gå nu hen og sæt dig på din hest, og jeg vil sætte mig bagved dig og ride stiltiende gennem gaderne. Alligevel vil de lyve om mig og sige, hvad de vil. Vær vis på det!" Det gjorde faderen og tog ham bagpå hesten. Da løftede Uglspil bagen og lod dem se sig i røven og satte sig så igen. Naboerne og nabokonerne råbte: "Skam dig! Du er sandelig en skalk!" Så sagde Uglspil: " Hør fader, du ser vel, at jeg tier stille og gør ingenting, Alligevel siger de, at jeg er en skalk." 

Nu gjorde faderen dette: han satte Uglspil, sin kære søn, foran sig på hesten. Uglspil sad ganske stille, spærrede munden op, vrængede af bønderne og rakte tunge af dem. Folk løb til og sagde. " Sikken slem skalk han er!" Da sagde hans fader: " Jo vist, du er født i en uheldig stund. Du sidder stille og tier og gør ikke nogen noget, og dog siger folk, du er en skalk."

 

Uglspil 14

I den fjortende historie fortælles hvordan Uglspil blev degn i Dorf Büddenstedt og hvordan præsten sked i kirken, så Uglspil vandt en tønde øl:

Den gamle degn var død, og da der ikke var andre ansøgere til embedet, blev Uglspil degn. Og han sang glad og højt i kirken. En søndag da præsten stod foran alteret og Uglspil var i færd med at hjælpe ham messehaglet på, så slog præsten en ordentlig skid så det rungede i hele kirken. "Hvad er det", sagde Uglspil. "Er det dèn røgelse I ofrer for Gud Herren i dag her foran alteret?" Præsten svarede "Hvad spørger du for? Det er min kirke og her har jeg magt til at skide fuldstændig ligesom det passer mig. Og hvis det passer mig, så skider jeg midt i kirken!". "Det kan vi godt vædde en tønde øl om", sagde Uglspil. "Top", sagde præsten. "Tror du ikke jeg er så kæk". Og han vendte sig om, trak præstekjolen op over hovedet og lagde en ordentlig arm på kirkegulvet. Så rejste han sig og sagde "Nå hr degn! Nu har jeg vundet en tønde øl!" "Mnjah, lad os nu se", sagde Uglspil "I sagde I ville skide midt i kirken. Lad os nu måle ud!" Han målte nu ud og det viste sig at lorten lå en fjerdedel fra midten: Altså havde Uglspil vundet øllet….

 

Ulgspil 17

I den syttende historie fortælles hvordan Uglspil udgav sig som læge og behandlede en højrøvet magister med afføringsmiddel: 

I Magdeburg var en biskop ved navn Bruno, greve af Querfurt. Han havde hørt om Uglspils streger, og havde indbudt ham til sit Slot Giebicntenstein. Biskoppen holdt meget af Uglspils numre, og gav ham klæder og penge. Også hans tjenere kunne lide ham og morede sig meget med ham.

Nu havde biskoppen også en magister hos sig, og denne magister mente selv, at han var helt utrolig lærd. Men biskoppens hoffolk brød sig ikke om ham. Magisteren ville ikke have narre i nærheden af sig. Derfor talte magisteren således til biskoppen: "Fornemme folk bør underholde sig med vise folk og absolut ikke med sådanne narre!" Ridderne og gårdtyendet imødegik det med, at den, der ikke ville høre på Uglspils tosserier, kunne jo bare gå væk. Ingen var tvungen til ham. Magisteren svarede:"Narre for narre og vise for vise! Havde biskoppen kun vise folk hos sig, så stod ham altid sandheden for øjnene. Hvis man har narre hos sig, så lærer man kun dårskab."

Da sagde adskillige: "Hvem er de vise, og hvem tror de er vise? Mange kloge er blevet bedraget af narre. Det sømmer sig vel for fyrster og herrer at have alle slags folk i deres hof. Thi med tosser bedriver de meget fantasteri, og hvor herrer er vil narrene også gerne være"

Så kom ridderne og hoffolkene til Uglspil og bad ham lave en plan. De bad ham udtænke en streg og ville gerne hjælpe ham med det, og det ville biskoppen også. Magisteren skulle få gengæld for sin indbildskhed. "Ja I ædle riddere, hvis I vil hjælpe mig med det skal han nok få en lærestreg!" Det var de enige om.

Da drog Uglspil rundt i fire uger og overvejede, hvad han skulle finde på med magisteren. Snart havde han fundet på noget og tog igen til Giebichtenstein. Han forklædte sig som læge, for magisteren var ofte syg og tog meget medicin. Ridderne sagde til magisteren, at der var kommet en dygtig læge, som var fantastisk dygtig udi lægekunsten. Magisteren genkendte ikke Uglspil og gik til hans herberg. Efter en kort snak tog han ham med tilbage til slottet. Magisteren sagde til lægen: "Kan I hjælpe mig ud af min sygdom, vil jeg lønne Jer godt!" Uglspil svarede ham med en gang lægesnak. Han sagde, at han måtte ligge hos ham om natten for at fastslå sygdommens natur. "Thi jeg vil gerne før I går i seng give Jer noget som I kommer til at svede af. På sveden kan jeg mærke, hvilken sygdom I lider af." Magisteren gik med Uglspil i seng og mente, at alt hvad Uglspil havde sagt var sandt. 

Uglspil gav magisteren et skarpt afføringsmiddel. Og uden at magisteren opdagede det, tog han et stenfad som han selv havde skidt i og stillede fadet med lortet mellem væggen og magisterens sengekant. Magisteren lå mod væggen og Uglspil lå yderst. Magisteren vendte sig mod væggen og fik stanken fra lortet i næsen. Så måtte han vende sig om mod Uglspil. Men så snart magisteren havde vendt sig om mod ham slog Uglspil en lydløs fis, en rigtig stinker. Straks drejede han sig igen mod væggen og så videre, og sådan drev Uglspil gæk med ham den halve nat.

Så virkede afføringsmidlet så skarpt, stærkt og hurtigt at magisteren blev svinet fuldstændig til. Uglspil spurgte ham så "Hvad nu ærværdige magister? Jeres sved har længe stinket afskyeligt. Hvordan kan det være I sveder så frygteligt?"

Magisteren lå og tænkte: det lugter jeg også. Han var ved at kvæles i det og kunne dårligt tale. Uglspil sagde: lig nu stille! Jeg vil gå efter et lys og se hvordan det står til med Jer" Da Uglspil rejste sig slog han endnu en stor skid og sagde "Oh ve, jeg føler mig også helt svag, som om jeg er blevet smittet af Jeres sygdom og stank" Magisteren lå og var så syg, at han ikke kunne stå op og takkede sin gud at lægen gik. Nu fik han en smule luft. Thi når magisteren ville have stået op i løbet af natten havde Uglspil holdt ham fast, og sagt, at han først måtte svede noget mere.

Da Uglspil var stået op og gået ud af kammeret stak han væk fra borgen.

I mellemtiden blev det dag. Da så magisteren fadet med lort ved væggen. Og han var så syg, og hans ansigt var helt fordrejet af stanken. Ridderne og hoffolkene kom og bød magisteren godmorgen. Magisteren talte helt svagt, kunne knap svare dem og lagde sig ind i salen på en bænk. Da hentede hoffolkene biskoppen og de spurgte magisteren hvordan det var gået med doktoren. "Jeg er blevet overrumplet af en skalk. Jeg bildte mig ind, det var en doktor udi medicinen, men det var dog en doktor udi bedrageriet" Og han fortalte dem alt, hvad der var overgået ham.

Da begyndte biskoppen og hoffolkene at le meget og sagde: "Det er gået lige efter Jeres egne ord: I sagde, man skulle ikke ta sig af narre, thi den vise bliver tåbelig af de tossede. Men I ser, at én vel bliver gjort klog af narren. Thi lægen var Uglspil selv. Ham har I ikke genkendt og har troet ham; af ham er I blevet bedraget. Men vi, som gav os af med hans narrestreger, kendte ham godt. Vi ville ikke advare Jer, for I var jo så klog. Ingen er så vis at han ikke skal omgås tosser. Og hvis der ingen narre var, hvordan skulle man så kende de vise?" Da tav doktoren og vovede ikke at klage mere 

 

Ulgspil 44

Historien fortæller, hvordan Uglspil solgte frosset lort som talg til en skomager i Wismar.

Uglspil havde engang ødelagt en hel masse læder for en skomager i Wismar ved at skære det ud i små dyr, og havde derved påført manden stor skade, så han var meget ked af det. Det vidste Uglspil, og da han atter kom til Wismar, gik han til skomageren og beklagede, at han havde påført ham tab. Men nu ville han gøre det godt igen! Uglspil ventede en ladning fedt. Det ville han sælge til ham til en fordelagtig pris for at råde bod på skaden. Skomageren sagde: "Ja, det gør du ret i, for du har gjort mig til en fattig mand. Når du får varen så vis mig den." Dermed skiltes de. 

Nu var det vintertid, og rakkerne var i færd med at rense byens lokummer. Til dem kom Uglspil og lovede dem kontante penge, hvis de ville fylde tolv tønder med lort, som de ellers plejede at hælde i floden. Rakkerne gjorde dette. Fyldte tønderne indtil fire fingersbredder under randen og lod den stå så lange, at de blev dybfrosne. Så hentede Uglspil dem. Seks tønder fyldte han op med talg og slog dem til. De andre seks tønder fyldte han op med svinefedt og slog dem til. Han lod dem alle køre til sit herberg "Gülden Stein" og sendte bud efter skomageren. Da han kom åbnede de tønderne, og skomageren blev glad. De enedes om, at skomageren skulle betale 24 gylden for hele ladningen, deraf 12 straks og resten om et år.

Uglspil tog pengene og vandrede bort, thi han turde ikke blive. Skomageren kørte tønderne hjem og var glad som én, der er blevet godtgjort et tab. Og han søgte hjælp, da han allerede næste dag ville smøre læder. Mange skomagersvende kom, da de ventede god mad og drikke, gik til værket og sang, som det nu er deres skik.

Da de nu bragte tønderne med fedt ind i værkstedet til ildstedet, og de begyndte at blive varme, genvandt de deres naturlige lugt. Da sagde den ene til den anden. "Jeg tror, du har skidt i bukserne." Mesteren sagde: "En af Jer må ha trådt i en lort. Gå ud og tør skoene af. Det stinker forfærdeligt og ækelt." De søgte alle omkring men fandt intet. Så gravede de dybere i fedtet og ville smøre læder. Jo dybere de kom, jo mere stank det. Til sidst blev de klar over sammenhængen og lod arbejdet være.

Skomagermesteren og svendene løb for at fange Uglspil og gøre ham ansvarlig for skaden. Men han var væk med pengene, og kom nok heller ikke igen, selv om han havde tolv gylden til gode! Altså måtte skomageren køre sine tolv tønder med talg til affaldsgruben og fik den ene skade oveni den anden.

 

Uglspil 50

Historien fortæller, hvordan Uglspil tog arbejde hos en buntmager og fes i stuen for at fordrive den ene stank med den anden. 

Engang kom Uglspil til Ascherslleben. Det var vintersjap og dyrtid. Han tænkte, hvad vil du nu ta´dig til for at komme gennem vinteren og dyrtiden? Der var ingen, der havde brug for en svend. Kun en buntmager der i byen ville antage en svend, hvis én fra håndværket kom vandrende forbi. Da tænkte Uglspil: hvad vil du gøre, det er vinter og dyrtid; du må lide, hvad du lide må, og må holde det ud vintertiden over. Og han tog arbejde hos buntmageren som svend.

Da han nu sad i værkstedet og skulle sy pelse, var lugten ham uvant og han sagde: "Føj, føj! Du er hvid som kridt og stinker så ækelt som lort!" Buntmageren sagde: "Du kan ikke lide lugten og sætter dig dog herind? At det stinker, det er naturligt; det kommer fra ulden, som fåret har udvendig på pelsen." Uglspil tav og tænkte: Med ondt skal ondt fordrives. Og så slog han en så ækelt lugtende skid, at buntmageren og hans kone måtte holde sig for næsen. Buntmageren sagde: "Hvad laver du? Hvis du vil fise så ækelt, så gå ud af stuen og fis i gården, så meget du vil." Ugslpil sagde: "Det er for et menneske meget naturligere og sundere end stanken fra fåreskindet." Buntmageren sagde: "Om det er sundt eller ikke, vil du hørme, så gå ud i gården!" Uglspil sagde: "Mester, det ville være forgæves; ingen fis holder af at være i kulden, thi de er altid i varmen. Og beviset er: slår man en fis, så farer den direkte fra røvhullet og op i næsen for at komme ind i varmen igen!"

 

Uglspil 84

Historien fortæller, hvordan Uglspil sked i værtindens seng, og bildte hende ind, at det havde præsten gjort. 

Uglspil udøvede en slem skalkhed i Frankfurt an der Oder. Dertil vandrede han sammen med en præst og begge tog ind i det samme herberg. Om aftenen behandlede værten dem meget venligt og serverede fisk og dyrekølle. Da de gik til bords, satte værtinden præsten foroven, og alt det bedste fra ovnen lagde hun på præstens tallerken. Hun sagde "Herre, spis for min skyld." Uglspil sad nederst ved bordet, han så vedvarende på værten og værtinden, men ingen lagde noget særligt på hans tallerken eller nødte ham at spise, selv om han dog alligevel skulle betale det samme. 

Da måltidet var endt og det var tid til at sove, blev Uglspil og præsten lagt i det samme kammer. For hver af dem blev der redt en dejlig ren seng op. Om morgenen stod præsten op til passende tid, bad den tid der var ham foreskrevet, betalte derefter værten og drog videre.

Uglspil blev liggende, til klokken havde slået ni. Så stod han op og sked i den seng præsten havde ligget i, en stor bunke. Værtinden spurgte husknægten, om præsten og den anden gæst var stået op, og om de havde afregnet og betalt. Knægten sagde: "Ja, præsten stod tidligt op, bad sine bønner, betalte og vandrede videre. Men den anden svend har jeg endnu ikke set." Fruen frygtede, at han var syg, gik ind i kammeret og spurgte Uglspil, om han ikke ville stå op. Han sagde "Ja, værtinde, jeg havde det ikke så godt." 

I det samme ville fruen tage præstens sengetøj. Da hun opdagede at der lå en stor lort, sagde hun "Ih du fredsens, hvad ligger her?" "Ja, kære værtinde, det undrer mig ikke", sagde Uglspil, "jeg lagde godt mærke til i går aftes ved bordet, hvordan han åd, og der blev hele tiden sagt til ham "Herre, spis dog op!", ja, det undrer mig ikke så meget som han åd, at han ikke har overskidt hele værelset!"

Værtinden bandede over den uskyldige præst og sagde, at hvis han kom igen, så ville han blive jaget væk, men Uglspil den brave knægt, han var altid velkommen igen.

 

Uglspil 93

Historien fortæller, hvordan Uglspil lavede sit testamente, så en præst fik snavsede hænder. 

Tag Jer i agt, gejstlige og verdslige folk, at Jeres hænder ikke bliver snavsede af et testamente, som det skete med Uglspils testamente.

En præst blev bragt til Uglspil, for at lade ham skrifte. Da han nu kom til Uglspil, da tænkte præsten ved sig selv: han har været et eventyrligt menneske, og har sikkert fået en del på kistebunden; han må have skrabet en betydelig mængde penge sammen; dem skal du tage dig af, når nu det lakker mod enden med ham, måske får du også selv nogen af dem.

Da nu præsten begyndte på Uglspils skriftemål og de kom i snak, sagde præsten bl.a. til ham: "Uglspil, min kære søn, betænk Jeres sjæls salighed her ved livets ende! I har været en eventyrlig svend og har begået mange synder. Det er tid at angre! Og har I nogle penge: jeg ville gerne overgive dem til Guds ære og også til fattige præster, som jeg. Det råder jeg Jer, thi de er nok ikke altid ærligt tjent. Og hvis I vil gøre sådan, og giver mig disse penge: jeg vil mage det således, at I kommer i Guds nåde. Og vil I også give mig selv noget, da vil jeg læse sjælemesser for Jer så længe jeg lever." Uglspil sagde: "Ja min kære, Jeg vil betænke Jer. Kom igen i eftermiddag, jeg vil selv give Jer lidt guld i hånden. Vær vis på det."

Præsten var glad og kom rendende igen over middag. Og mens han var væk tog Uglspil en kande og fyldte den halvt med afføring. Ovenpå lagde han lidt penge, så lortet var dækket. Da præsten kom igen, sagde han: "Kære Uglspil, jeg er her. Vil I nu give mig noget, som I har lovet mig, så vil jeg tage imod det." Uglspil sagde: "Ja, kære herre, hvis I griber beskedent og ikke er grådig, da vil jeg tillade Jer at gribe i kanden, så at I kan mindes mig." Præsten sagde: "Jeg vil følge Jeres vilje og gribe så lidt jeg kan." Da åbnede Uglspil kanden og sagde: " Se, kære herre, kanden er fuld af penge. Føl her og tag en håndfuld, men grib ikke for dybt!" Præsten sagde ja, og han blev ganske højtidelig til mode. Grådigheden forførte ham og han greb i kanden og ville tage en ordentlig håndfuld. Da han stak hånden ned i kanden opdagede han at det var vådt og blødt neden under pengene. Hurtigt trak han hånden op igen, men da var han smurt ind i lort til håndleddet.

Da sagde præsten til Uglspil: "Oh, du er vel nok en lumsk skalk! Du bedrager mig her i din sidste stund, mens du ligger på dødslejet!" Uglspil sagde: "Kære herre, jeg advarede Jer, I skulle ikke gribe for dybt. Hvis Jeres grådighed forførte Jer så I ikke agtede på min advarsel, så er det Jeres egen skyld." Præsten sagde: "Du er en skalk, den mest udsøgte af alle skalke. I Lübeck kunne du tale dig fra galgen, så svarer du vel også nu mig igen. Og han gik og lod Uglspil ligge.

Uglspil råbte, han skulle vente og ta´ pengene med sig. Men præsten ville ikke høre.